Gozos hyggelige havneknejpe

Tony Grech har i 60 år drevet Gleneagles Bar midt på Middelhavet

Tekst: Bent Bernardi Sørensen
Fotos: Britta K Jensen og andre

November. Sidst på eftermiddagen. Solen er ved at gå ned.
Vi skal med dagens sidste hurtigfærge fra Gozo til hovedøen Malta og vælger at tilbringe ventetiden på den berømte Gleneagles Bar tæt på færgelejet i Mġarr.
Vi sidder med en pint Cisk Lager og iagttager, at lokalet langsomt fyldes af lokale stamkunder og af turister, der lige som os skal nå færgen til Valletta.
Den populære bars ejer, Tony Grech, sætter sig ved vores bord. Vi har spurgt efter ham, for vi har hørt, at han absolut er værd at lytte til. Tonys liv er fyldt med små og store begivenheder.
En af bartenderne bringer sin chef et stort glas rødvin, så han kan smøre stemmebåndene til de mange fortællinger om, hvad han har oplevet i sine 60 år som leder og ejer af Maltas mest ikoniske bar.

60 år?
Ja, hans første arbejdsdag var for 60 år siden, da han var 13 år.
– Politiet kom og sagde, at jeg var for ung til at drive et værtshus, så min mor stod som ejer af det allerede dengang populære værtshus. Men moderen havde andet at se til. Hun fødte syv sønner og tre døtre. To af børnene døde som små.
– Tre af mine søskende flyttede til Canada omtrent på det tidspunkt.
Tony fortæller, at endnu en af hans søskende døde i oktober 2024.

– I begyndelsen gik jeg jo i skole, men jeg åbnede Gleneagles hver dag klokken 15 og lukkede som regel ved 1-tiden om natten, så skolen var helt klart underprioriteret. Jeg kunne dårligt nok tale engelsk, da jeg gik ud af skolen. På baren har jeg lært at tale engelsk og italiensk, fortæller Tony med et stort grin.
– Dengang var der ingen turister. Der var kun færgerne. De sejlede herfra klokken 4 morgenen. Min far arbejdede der. De kom retur ved middagstid. Jeg forberedte kaffe, te og kage til søfolkene. Mange af dem elskede at spille kort og blev hængende længe.

– Der begyndte at komme turister, og jeg behandlede dem venligt, så Gleneagles Bar blev anbefalet til mange andre.
Tony fortæller, at Mġarr udviklede sig omkring den lavvandede havn. Færgeforbindelse til Malta var i drift allerede i 1241 i de barbariske korsridderes tid, og fiskeriet var allerede etableret.
Der kom for alvor gang i færgedriften med sejlskib mellem Malta og Gozo i 1732, og der blev bygget et beskedent træhus, der blev kaldt Il Barrakka, og som fungerede som øens kaserne og som færgeterminal for ventende og ankommende passagerer.

Udviklingen af havnen kom først i gang i 1841, da en bølgebryder blev bygget for at give mere læ til havnen. Indtil da var det umuligt at sejle helt ind til havnen, så den så den sidste strækning blev tilbagelagt i robåde.
Den første dampfærge – S/S Gleneagle – blev indsat på ruten i 1885. Træhuset ved den daværende anløbsbro kom efterhånden til at hedde Gleneagles Bar.
Bølgebryderen blev forstærket og udvidet flere gange frem til 1906. En større bølgebryder blev anlagt mellem 1929 og 1935, og to mere i 1969. Indtil da var det umuligt at sejle mellem Gozo og Malta, når Middelhavet viste tænder.
Den nye færgeterminal har kapacitet til 600 passager og 200 biler.

Tony og Gleneagles blev kendt i Danmark omkring år 2000, da journalist og forfatter Elsebeth Egholm i Berlingske Tidende og i bogen Mig og Min Ø omtalte Tony og barens kunder i sine muntre reportager fra Gozo, hvor hun har en lille lejlighed nogle kilometer fra havnen.

Maltesere og gozitanere har et drilagtigt forhold til hinanden.
Ifølge forfatteren Dan Túrell synes gozitanerne, at malteserne fra den større ø er højtråbende og bedrevidende.

”Malteserne synes, at gozitanerne er dårligt klædt, tilbagestående og langsomme. Gozitanerne synes, at malteserne er vulgære, smider om sig med penge og elsker at være i centrum. Malteserne mener, at gozitanerne har masser af penge, men bare ikke tør vise det og … og … og … Verden er ikke så meget anderledes her ude midt i Middelhavet.”
Gozitanere tager kun til Malta, hvis det er absolut nødvendigt – blandt andet når de skal rejse med fly fra ø-statens eneste lufthavn. Tony har ikke været på mange flyrejser, men han husker tydeligt sin rejse til Danmark, som han gerne vil besøge igen.
På væggene i Gleneagles Bar hænger store fotos af kendte mennesker, der har slukket tørsten i lokalet – blandt andre Brigitte Nielsen, musikeren Liam Gallagher, den britiske sanger og skuespiller Robin Askwith, der bor på Gozo.

 

Philip Nicholsson, der under pseudonymet A.J. Quinnell skrev romanen Man on Fire, der er filmatiseret to gange og var gift med Elsebeth Egholm, var stamkunde.
– Philip kom her dagligt, når han ikke var i Danmark. Han drak vodka and soda og yndede at sige, at Gleneagles var hans kontor. Når vi lukkede klokken 01, gik han hjem og skrev sine bøger. Jeg mener, at han stod op, mens han skrev, og han brugte ikke skrivemaskine eller computer, fortæller Tony.
– Under Anden Verdenskrig forsøgte tyske bombefly at ramme færgen, men det gik værst ud over træhuset. Mine onkler genopbyggede det og etablerede tagterrassen, der især om sommeren er et populært hygge- og udsigtssted – både mod byen med kirken på toppen af et lille bjerg, Fort Chambray, der blev bygget i 1749 af Johanniterridderne, og over havet, siger Tony.

Han og Sammy indrettede stedet og blev selv en del af inventaret.
– Det er en fornøjelse hver dag at se glade mennesker, der kommer for at mødes, at skjule sig eller at have det sjovt – både de lokale og turisterne, siger Tony, der nægter at lade sig pensionere, for efter 60 år kan han ikke undvære Gleneagles.

Dagens fugl
Gleneagle er ikke en ørn, men en dykand. Dens danske navn er havlit, og med 4,6 millioner eksemplarer er den en af verdens mest udbredte andefugle.
Havlitten yngler i de arktiske egne og trækker sydpå om vinteren. Den ses sjældent i Danmark, fordi den foretrækker at holde til langt ude på havet, hvor den dykker efter sin føde, der består af småfisk og skaldyr. Den er i stand til at dykke helt ned til 100 meters dybde.
Havlitten er cirka 45 cm, og hannen har lange halefjer. Det danske navn havlit skyldens dens kald, der lyder som au-LI.