Albufeira uden for sæsonen

Danmark: Minus 10 ºC og ti centimeter snelag.
Albufeira, Algarve, Portugal: Plus 15 ºC og sol, sand, vand og blæst.

Tekst: Bent Bernardi Sørensen
Fotos og layout: Britta K Jensen

Det er vinter og uden for sæsonen.
Jeg elsker sne, men hader mørket i Danmark. Solen begunstiger Albufeira med tre timers ekstra sol per dag, så alt er godt!
Nej, der er faktisk meget at brokke sig over, men Atlanterhavet – 150 meter væk fra Apartementos Soldoiro – er et spændende bekendtskab.
Oprørt, frådende og kaotisk – som mit sind på gode dage – byder havet velkommen til Portugals sydkyst. Bølgerne hamrer ind mod det gule sand på Praia de Oura og de forrevne klipper. Her råder havet. Klipperne nedbrydes konstant, men heldigvis meget langsomt.
Hotellet ligger på Rua Ramalho Ortigão (forfatter med et imponerende cykelstyrsoverskæg), der skråner stejlt fra stranden op til en rundkørsel 600 meter væk. Vi går en tur i begge retninger – bare for at orientere os.
Atlanterhavet byder os velkommen med grågrønt vand og halvhøjre bølger, der nærmest hvæser ad os. Vi er også velkomne på den store restaurant og isbaren på den øde strandpromenade. Vi vælger dog naboen, Ristorante Pizzeria San Martino Praia da Oura, 30 meter længere oppe ad vejen. Her er happy hour hver dag mellem 12 og 18 – og fin betjening både ude og inde – hver dag!

Længere oppe ad gaden vinder en anden italiensk restaurant, Italian Republic os som kunder til aftensmad, og supermarkedet ved siden af forsyner os – mod beskeden betaling – med brød, ost og portugisisk vin til nødsituationer.
En sådan opstår allerede, da vi vil prøvesmage varerne. Udvalget af knive i vores lejligheds køkken består af en knækket grillkniv. Jeg bad receptionen om en frisk forsyning, men mit ønske blev aldrig efterkomme!
Hvad gør man så?
Man ”låner” en kniv på en af gadens restauranter – og husker at levere den tilbage inden hjemrejsen.

En dame på turistkontoret fortalte begejstret om Albufeiras attraktioner og beklagede, at natklubber og larmende steder var lukket på denne årstid. Blandt spisestederne anbefalede hun Franguinho Piri-Piri på Avenida dos Descobrimentos (Opdagelsernes Vej), der er kendt for Piri piri-kylling. De fleste ved, at kyllinger er hønsebørn, men få ved, at piri-piri er en af de mindste chilifrugter, der med sin unikke, dejlige stærke smag løfter gryderetter, saucer, marinader og især pizzaer. Styrken er stærk til meget stærk.
Portugiserne tager æren for alt, der har at gøre med piri piri, men sandheden er, at planten er hapset i en af landets tidligere kolonier i Vestafrika.

Den anbefalede restaurant, Franguinho Piri-Piri, er ikke nem at finde. Vi tager en bybus ud ad den brede opdagelsesvej, der ligner en gennemgående omfartsvej, og følger til fods gps-anvisningerne på telefonen. Vi passerer en stor tankstation og parkeringsplads med masser af biler og motorcykler. Vi bemærker et ydmygt skilt med restaurantens navn og vurderer, at det viser hen til et stort butikscenter, hvor vi var for et par dage siden.

Det gjorde det så ikke! så vi går tilbage til skiltet for at blive klogere. Skiltet hænger på noget, der ligner et partytelt, der er godt skjult af parkerede biler.

Vi går ind i teltet, hvor borde er dækket, men der er ingen mennesker. Vi fortsætter gennem teltet og kommer ind i et halvfyldt restaurationslokale og får straks anvist en plads.

Menukortet er beskedent, men betjeningen er overdådig. Vi får anvist plads og når slet ikke at trække stolene ind til bordet, inden en tjener anbefaler mad og vin.

Vi bestiller en flaske af den anbefalede Casa Velha, der bringes straks sammen med en kurv lækkert brød og en skål store oliven. Kyllingen fås som store og små portioner og med og uden piri-piri. Det viser sig, at de små portioner er store nok til at stille vores sult, og chilistyrken er som alt andet på højt niveau.

Vi sidder ved siden af et bord med en familie på 11 personer. Det er, som om der mangler en person. På den ene langside sidder en ældre, trist udseende mand med to yngre kvinder med hver sin ægtefælle til. På langside mod vores bord sidder tre mænd, hvoraf to har ledsagere. Ved den ene bordende sidder et barn.

Vi forstår ikke meget portugisisk, men kan ikke undgå at opfange nogle ord fra manden, der sidder over for den ældre mand. Manden dominerer selskabet. Han er ikke vred, men dominerende faderlig. Han har meget at sige til og i – familien, lyder det til.

Min medspisende, der ligner Julie Roberts på en god en god dag – altså når skuespilleren har en af sine gode dage – bemærker, at der da vist er gravøl ved nabobordet.

Vi har bestilt en mellemstørrelse portion pommes frites til deling til vores kyllinger. Portionen er stor, at vi kæmper for at spise op.
Ved gravølsbordet stiger stemningen. Hierarkiet er tydeligt, men der lyttes høfligt, når nogen taler. Kun den ældste og den yngste siger ingenting.

Med store armbevægelser bestiller bordets førerhan desserter og drinks til alle. Gode manerer er åbenbart en del af arven.

Vi er også fristede, men maverne er fyldte. Det samme er restaurantens to lokaler, og ude i forteltet sidder kunder, der venter på at overtage vores bord.

 

Meget tilfredse betaler vi regningen uden at studere den, men senere finder vi ud af, at vi kun har betalt 30,60 € (255 kroner) for hele herligheden. Den store balje pommes frites var på husets regning, står der på kvitteringen.

Det var desværre vores næstsidste dag inden hjemrejsen fra Portugal. Havde der været tid, ville vi have besøgt Franguinho Piri-Piri igen og igen.

Tilbage på Rua Ramalho Ortigão undrer det os, at der på den korte strækning er syv ATM-vekselautomater.
Jeg spørger en mand, der står og kigger på en byggeplads med enorme affaldsbunker.

Manden viser sig at være Svend fra Vestsjælland. Han og hans kone har boet på Apartementos Soldoiro en måned hver vinter de seneste ti år. I den tid har det store byggeprojekt stået stille.

– Her sker ikke en skid, siger han. Det er ligesom på hotellet. Vi bor altid i samme lejlighed. I fem-seks år har vi klaget over, at sofabordet var forsvundet. I dag har vi været ude for at købe et nyt – ligesom vi har købt gryder og stegepander, som vi lader stå i lejligheden.

Algarve er fantastisk, men der er plads til forbedringer!