Julens populære giftige plante

Misteten er en vigtig ingrediens i trylledrik og ved fremstilling af giftpile

Af Bent Bernardi Sørensen

Jeg har egentlig ikke noget imod misteltene – bortset fra, når de optræder i amerikanske julesange.
Sandsynligvis har jeg aldrig set en mistelten i virkeligheden, og jeg lytter ikke bevidst til amerikanske julesange – eller danske for den sags skyld, men når jeg starter min bil, går radioen straks i gang med julemusik i denne tid.
Det er imponerende markedsføringsarbejde, misteltenen har udført for at blive nævnt i så mange sange, eller er den en snylter lige som gøgen, den dovne fugl, der ikke gider at tage sig af sine egne unger?
Ja, misteltenen er en snylter!

Det tætteste, jeg i virkeligheden har været på en mistelten er i filmen  fra 2018.

Her vil Miraculix gå på pension! Efter et grimt fald fra et træ, mens han er i færd med at plukke mistelten, indser han, at tiden er inde til at trække sig tilbage på grund af alder. I faldet brækker han sin guldsegl, som han bruger til at findele mistelten med.
Gallerne er dybt chokerede, men Miraculix mener, at byens fremtid kun kan sikres ved, at han overdrager den hemmelige opskrift på trylledrikken til en ung efterfølger.
Sammen med Asterix og Obelix drager han ud for at finde den rette arvtager. Men selv om mange unge druidelærlinge byder sig til, er det svært at finde en med de rette kvalifikationer.
Og samtidig ved Miraculix ikke, at hans gamle studiekammerat den nedrige druide Cyanix har lagt en djævelsk plan sammen med romerne om at blande sig i udvælgelsen. Hvis det lykkes, er gallerlandsbyen fortabt!
En illustreret bog med titlen Trylledrikkens Hemmelighed er baseret på filmen, der selv er baseret på bogen Asterix og Trylledrikken fra 1962, men desværre afsløres trylledrikkens opskrift ikke i hverken film eller bøger.

Miraculix og andre galliske druider anvendte misteltenen som medicin – og altså til trylledrik.

Alle plantens dele er i øvrigt giftige i mild grad. I nordisk mytologi døde Balder, da hans hjerte blev gennemboret af en pil, der var skåret af mistelten. Det er kun i forbindelse med blod, at udtræk af planten er giftig. De fleste kan drikke den som urtete uden utilsigtede bivirkninger.
Mistelten blev tidligere i nogle folkeslag anset som en trylleplante, der kunne åbne dødsrigets porte, gøre ufrugtbare dyr frugtbare, og virke som serum mod alle typer gift. Stenalderens jægere kunne nedlægge selv store dyr, blot pilen var dyppet i misteltenens gift. Efterhånden som der blev mindre jagt, og misteltenen mere sjælden, gik den kundskab i glemmebogen, men har overlevet i finsk, jødisk og persisk tradition.
Gallerne indsamlede misteltene meget rituelt på sjette dag efter årets første nymåne, mens solen endnu var over horisonten. Ærkedruiden skar årets første mistelten af med sit guldsejl, mens de andre druider holdt et klæde under, så misteltenen ikke kom til at røre jorden.
I andre folkeslag er misteltenen er tegn på lysets tilbagevenden og frugtbarhedssymbol. Skikken med at hænge en mistelten i en loftsbjælke nytårsnat opstod i Storbritannien.

I Danmark ændredes skikken til, at misteltenen hænges i røde bånd i døråbninger og under lysekroner. Man må kysse hinanden, hvis man mødes under en mistelten.
Misteltenen vokser på diverse træsorter. Den spirer ind i træet, så den kan stjæle væske og næringsstoffer fra træet. Til gengæld leverer den sukkerstoffer til træer fra sine grønne blade.
Misteltenen får små gulgrønne blomster fra marts til maj. Han- og hunblomster sidder på hver deres planter. Hunblomsterne får klæbrige, hvide bær, der hver indeholder ét frø, der spredes ved hjælp af bærspisende fugle, der kan kunsten at undgå at få næb og fjer fedtet ind i det klæbrige stads.
Misteltenen er fredet, fordi den tidligere var sjælden. Det er altså ikke lovligt at hente den fra naturen til lysekronen, men hvis man har den i sin egen have, må man gerne inviterede den indenfor. Frøene sås i grenvinkler på stort set alle løvtræer. Planten vokser langsomt, men kan blive op til en meter i diameter.
Selv om gallerne brugte mistelten som medicin, er der ingen dokumentation for, at den har en helbredende virkning i forhold til nogen som helst sygdom – måske snarere tværtimod.