Sommernat med løvebrøl og familiehygge

Ree Park Safari er ideel, hvis man søger oplevelser, samvær og inspiration til en Afrika-rejse

Tekst: Bent Bernardi Sørensen
Fotos: Bent Bernardi Sørensen og Jacob Petersen

Der er sagt godnat til ungerne. De ligger blødt og stille under nogle bladtunge grene efter en begivenhedsrig dag. Far markerer højlydt, at nu skal der være ro! Ingen er i tvivl om, hvem der bestemmer.
Jeg sidder på en fin terrasse med et glas rødvin og kigger ud over savannen, hvor der fortsat er liv, men overraskende roligt.
Inde i vores sorte Night Explorer Cabin på et hævet plateau ved safariparkens afrikanske savanne er der også blevet sagt godnat til ungerne. Storebror T på seks år og lillesøster L på fire år ligger blødt og stille under lette sommerdyner efter en begivenhedsrig dag i Ree Park Safari. Mor og far snakker roligt med dem om dagens oplevelser – og dem har der været mange af,
Bedstefar på terrassen glæder sig over det gode samvær og ringer hjem til BK, der var nødt til at blive hjemme med en knust ankel.
Pludseligt brydes stilheden af løvefar. Der lyder, som om han står lige ved siden af og vil fortælle, at det er hans rige, vi bor i.
For mit indre hører jeg The Tokens synge The Lion Sleeps Tonight, og T og Ls forældre slutter sig til mig på terrassen.
Lige nedenfor pusler en flok zebramangustere, og lidt længere ude på savannen er en flok antiloper på en tryg aftenvandring.

Det er længe siden, vi besluttede at tage en overnatning i Ree Park, og forventningens glæde har været stor, og første dags oplevelser har rigeligt levet op til forventningerne.
Vi kom i god tid og nåede at se en stor del af parken, inden vi ved hjælp af tre trækvogne fragtede vores bagage fra parkeringspladsen til vores cabin med navnet Zebra – blandt andet via en robust gangbro over ”løveland”. Løver er i øvrigt de eneste kattedyr, der lever i flokke.

Den røde panda er det første dyr, der fanger børnenes opmærksomhed. Nysgerrigheden er stor på vores side af hegnet, og vi voksne indser hurtigt, at det ikke bliver noget problem at fylde dagen med spændende indhold.

En påfugl breder sin hale ud på stien foran os.
– Påfuglen fejer stien, siger T.
– Popfugl, siger en anden dreng.
– Påfugl! fastslår T i vores egen lille kreds.
Påfuglene kan flyve op til 300 meter ad gangen i op til 20 meters højde. De flyver relativt hurtigt, men især hannerne bliver hurtigt trætte på grund af vægten af deres lange halefjer.

Vores Cabin har sengepladser til seks personer og panoramavindue mod savannen. På vores egen terrasse er der en moderne gasgrill og siddepladser til alle med udsigt til savannen.
Storebro T er den første, der bemærker, når nye dyr komme gående i nærheden.
– Se, dromedarer, siger han begejstret hver gang og lytter interesseret, når han får de rigtige navne og lidt information om dyrearterne. T har også fuldstændig styr på antallet af zebramangustere, selv om de skjuler sig godt i det lange græs.
Lillesøster fordeler hurtigt sovepladserne, men inden sengetid skifter hun mening nogle gange, så hun ender med at ligge i den store dobbeltseng med mor.
Parken lukker klokken 16 for dagsbesøgende, og derefter har vi alle dyrene for os selv – sammen med de øvrige overnattende naturligvis. Hele flokken tager på gåtur rundt i parken sammen med guiden Carl, der forklarer en masse om blandt andre leoparder og geparder. Vejen ind til sidstnævntes område er dog spærret, så det har vi til gode.
Rundturen slutter i remisen til det lille parktog, Amerika Expressen, hvor cirka 30 overnattende sidder i rundkreds om Carl, der viser og fortæller om en pytonslange, han har medbragt i en plastikkasse. Foredraget slutter med, at Carl går kredsen rundt, så alle, der har lyst, kan røre ved slangen.
Til allersidst spørger Carl, om nogen vil spørge om noget.
Det vil kun T.
Andre kigger betuttede på hinanden. Men T vil gerne vide, hvor lang pytonslangen kan blive.
– Halvanden meter, svarer Carl.
Slange-demonstrationen er slut, og på vej ud spørger jeg T, hvor høj han selv er.
– 1,22 svarer han og viser med hænderne, hvor meget længere pytonslangen kan blive.

Bagefter går vi den næsten en kilometer lange tur tilbage til Zebra. Vi følges ikke ad, men pludseligt kaldes vi sammen, fordi vore naboer, løverne, er ved at gøre sig klar til natten. T og L bliver hængende lidt ved de store katte, mens vi andre går videre for at gøre aftensmad klar.

T fortæller tilfreds, at de har set fire løveunger. To drenge og to piger.
– Hvordan kan man se forskel på drenge og piger?
– Drengene har lidt skæg, svarer han og viser med hænderne en manke på sit eget ansigt. Mankerne findes nok kun inde i Ts hoved, for løveungerne er kun et par måneder gamle.
Løvefar hedder N’goro og er opkaldt efter Tanzanias berømte nationalpark, der egentlig er et tilgroet, 600 meter dybt vulkankrater.
De tre hunløver hedder Elsa, Engla og Enya. Ungerne har ikke navne. Der er ni unger i løveflokken – en er fra februar 2025, en fra marts 2025, tre fra oktober 2025 og de fire yngste fra marts 2026.

Det er fodringstid i Ree Park. Vores mad ligger klar i en avanceret køletaske, N’goro og hans familie får – ligesom i naturen – ikke mad hver dag, men ulvene i deres store område venter på dagens kødben. To generationer af vores familie haster hen for at se affodringen, der lokker ulvene tæt på, mens jeg lader, som om jeg har travlt med noget meget vigtigt og bliver siddende på terrassen – og kigger på dromedarerne.
Grillbøfferne smager fortrinligt i den lune aften ved savannen. Det er svært at sidde stille, når man hele tiden skal holde øje med, hvad mangusterne laver, og identificere de mange lyde, vi kan høre.

– Nu kommer der et stort dyr, siger L.
– Dromedar, siger T uden at se op.
– Nej, det er en elandantilope – verdens største antilope. Den kaldes også elgsdyrantilope. Den dér er en hun. Hannen kommer sikkert om lidt. Den er mørkegrå. Og den vejer lige så meget, som jeres bil.
Et par defassa vandbukke går et par hundrede meter væk – sikkert på vej til et vandhul for at få en aftendrink. Navnet vandbuk skyldes, at de ofte opholder sig ved vandhuller, fordi deres meget proteinrige kost gør dem tørstige.
Tusmørket er ved at falde på, og flere og flere dyr viser sig – men ingen giraffer. Det snakker de voksne om, men pludseligt mærker jeg Ls lille hoved under min venstre arm.
– Nu kommer hannen, hvisker hun som en rutineret vildtbiolog, der vil dele en hemmelighed med en interesseret tilhører.
Hannen er enorm, og der er flere grunde til, at han ingen fjender har i Ree. I Afrika har elandantiloperne kun få fjender – på grund af deres størrelse.

Der er helt stille inde hos børnene, da himlen skifter til orange. Et par fly på vej hjem eller ud i verden tegner lydløst hvide streger i det orange.
Uden for cabinen breder nattemørket og hyggen sig. Der er så stille, at vi næsten kan høre mørket, men løvefar udstøder endnu et brøl, der kan høres nogle kilometer væk.
Det samme gentager sig nogle gange i løbet af natten, men vi vænner os hurtigt til brølene, og familiens ældste snorker højlydt videre og hører ikke, om N’goro svarer igen.

Familiens to yngste sørger ganske uopfordret for morgenvækningen, der er kærlig, men insisterende. De kommer ivrige tilbage fra toilettet, der ligger i en bygning med badefaciliteter kun 15 meter væk, og kontroltællingen af mangusterne.
– Dem inde ved siden kalder dem langustere, men vi siger da mangustere,
– Zebramangustere, præciserer L.

 

Mens vi spiser morgenmad på terrassen, er der nærmest opvisning på savannen. En blåhalset struds, der er over to meter høj og vejer mere end et gennemsnitsmenneske, går catwalk ved siden af nogle impalaer, og nogle oksegnuer opfører sig normalt – det betyder for deres vedkommende snotforvirrede, men alligevel velorganiserede i flokken.

Gribbeperlehøns er den største og mest farvestrålende perlehønseart. De kaldes royale perlehøns på grund af deres flotte fjerdragt med lange, stribede blå og lyse fjer. Dem kigger vi meget på, mens vi rydder op.
Efter morgenmaden når vi en hyggelig morgentur i parken, inden dagens besøgende kommer klokken 10. Girafferne er ikke at se, men vi hilser igen og igen på løverne.
Vi har ellers udset os en platform, hvorfra vi har satset på at se giraffen.

– Hov, der er et næsehorn, siger et af børnene.
Vi andre når lige at se det, inden det lusker om bag en mur.

Og endelig ser vi giraffen – en netgiraf. Den står mellem en flok gnuer, men begynder så at spankulere over savannen og sætter pludseligt i løb. Det er imponerende, at den kan løbe uden at skvatte over sine egne lange ben.

 

Trækvognene er pakket, og vi triller af sted med dem op til parkeringspladsen. Det er lidt fugtigt i vejret, uden at det regner. Men hvis det begynder, affinder vi os med det, for vi har allerede oplevet rigeligt.

Ree Park har masser af faciliteter og legepladser til børn. Den slags fornøjelser har vi ikke givet os tid til endnu, men pludseligt er ungerne i gang med balancebaner og armgang. Ved siden af er et par parkmedarbejdere ved at gøre Junior Rangers-banen klar, inden de besøgende myldrer ind.
T og L stiller sig klar til at prøve de små elektriske ”Land Rover Defenders” – efter først at have fået bevilget de 2×60 kroner, køreturen koster.
På den let kuperede off road-bane gælder det om at få øje på vilde dyr, samtidig med at man skal undgå krybskytter

T lægger ud som en rutineret chauffør og kommer problemfrit gennem en lang mudderpøl, hvor speederen skal trædes i bund,  og der skal styres præcist og opmærksomt. Han er fortsat gennem et venstresving, da vi beder ham stoppe for at vente på L, der er på vej mod plørehullet.
T nøjes ikke med at stoppe. Han sætter rutineret bilen i bakgear, vender sig halvt om i førersædet og bakker stilsikkert, så han kan overvære lillesøsters mudderudfordring.
Det er to stolte børn, der bagefter belønnes med hvert sit Junior Ranger-kørekort.
Snart efter er vi på vej mod vore egne biler, som børnene dog afslår at køre på hjemturen.

Vi afbrydes dog af T, der er kommet i tanke om, at vi ikke har set geparden, så vi skifter kurs og ser igen først leoparden. T forklarer os, mens vi spejder efter den, at geparden er det største kattedyr, der ikke kan brøle, men kun spinde.
Og pludseligt får vi øje på den mellem nogle træer i dens store indhegning. Den dasker lidt rundt, men tager så et kort tilløb og springer op på taget af et skur, hvor den lægger sig for at få en middagslur.

Vi er igen på vej ud og konstaterer, at dromedarer så vi ikke, men parken har både baktriske kameler og mindre kamelarter, der er meget populære hos de mindste tobenede.  Det samme er tøjdyrene, man kan købe i butikken ved udgangen.
Vi overværede et par børn, der plagede deres forældre til at købe to store sovedyr til tilsammen 747 kroner. T og L ønsker sig også minder fra oplevelsen, men de holder sig beskedent til de billigste ting. For intet kan alligevel konkurrere med oplevelsen at have have været nabo til N’goro og hans familie.