En perle på Albaniens riviera

Hotel La Onda i Durrës lever helt klart op til sine fire stjerner

Tekst Bent Bernardi Sørensen
Fotos og layout: Britta K Jensen

Det er med stor spænding, vi for første gang rejser til Albanien. Indtil 1999 var landet Europas mest lukkede, og det kommunistiske styre udryddede mange mennesker og undertrykte resten.
Albanere var berygtede for at køre hjemmefra fire personer i en gammel bil til en by i udlandet og derpå køre hjem i hver sin forholdsvis nye Mercedes Benz, som de havde stjålet.
For få år siden tog et par danske rejsearrangører Albanien på programmet med løfter til kunderne om fine hoteller ved en riviera.
Albaniens kyst er 400 kilometer lang, så mon ikke noget af den er attraktiv?

Flyrejsen herned er meget smuk med udsigt over De albanske Alper, Prokletije eller De forbandede Bjerge, der er er en omkring 1000 kilometer lang bjergkæde i De dinariske alper i grænseområdet mellem det nordlige Albanien, sydlige Kosovo og nordøstlige Montenegro.

Derimo0d er vi ærligt talt ikke imponerede over, hvad vi ser på vejen fra lufthavnen til hotellet i Durrës – landets næststørste by. De fleste bygninger ser triste ud – forfaldne eller ufærdige. I naturen ligger mere affald, end vi synes om.

Vi er landet i Albaniens internationale lufthavn, der er opkaldt efter Moder Teresa (Nënë Tereza eller Agnes Gonxha Bojaxhiu (1910-1997), lærer, nonne og verdenskendt for sin humanitære indsats).

Allerede inden, vi er nået ud af flyet, ringer chauffør Ardit og fortæller, at han holder klar til at køre os til kystbyen Durrës. Transporten er bestilt af Hotel La Onda i Durrës, 44 kilometer væk.
Paskontrol og alt andet i den pæne, nye lufthavnsbygning fungerer perfekt, og udenfor venter Ardit med en flot, ny taxi fra Flash, der jo betyder lyn, så det kan ikke gå for langsomt.

Ardit fortæller, at vi nu nærmer os hotellet. Kvarteret, vi kører igennem, virker lidt træt og slidt, men han standser uden for La Onda Hotel, der lyser smukt op mellem de triste nabobygninger. Modtagelsen i receptionen er venlig, hurtig og effektiv, og vi sendes med elevatoren op på femte sal til et stooort værelse med udsigt over havet.

Altanen er stor, og det smukke badeværelse er beklædt med store, gråsorte fliser.
Vi har aldrig før boet i et så tilfredsstillende hotelværelse i så lav en prisklasse.
Småting som internetforbindelse, aircondition og et stort fladskærms-tv fungerer naturligvis også.

Hov …! Pludselig er der en svag lyd uden for. Vi åbner altandøren og hører en motorcykel nede på vejen. Men bortset fra den hører vi ikke andre lyde end dem, vi selv frembringer. Hotellet og kvarteret er eksemplarisk rolige.

Roen skyldes måske, at vi ikke bor ret mange på hotellet. Det fornemmer vi til første morgenmad.
Der er ikke andre end os i restauranten, men tjeneren, der er identisk med receptionisten, forklarer straks udvalget af lækkerier, og i køkkenet står kokken klar til at forkæle vores smagsløg – og de skuffes ikke.

Vi vælger omelet med grøntsager, oste, skinke og pølse og er så tilfredse, at vi bestemmer os for at gentage bestillingen de kommende dage.

Hotel La Onda er fra 2023 og har kun 29 værelser fordelt på fem etager. I restauranten er der plads til 24 ved bordene og endnu flere udendørs, og det er faktisk lidt ærgerligt, at der er så tomt, men receptionen er bemandet døgnet rundt.

La Onda betyder ”den onde” på italiensk, men det er helt misvisende, og det viser sig, at La Onda på albansk betyder ”Bølgen”.
Det afspejler sig i deres logo og i restauranten, hvor en stor reol, der ligner en fisk, med spiritusflasker pryder væggen.

Hotel La Ondas bar og restaurant er desværre lukket i vinterperioden, selv om det er varmt nok til at sidde udendørs, så vi opsøger andre steder i området for at spise aftensmad. Hotel-bossen, Endri, anbefaler Bar Restorant Pizzeria “Te Xhabarka” på strandpromenaden – en stor restaurant med servering både udendørs og indendørs.

Som forret nyder vi at se solen skifte fra gul til rød, inden den går ned i Otrantostrædet, der skiller Adriaterhavet og Det Ioniske Hav.
Med en temperatur på 16-17 grader om dagen og 8-10 grader om natten, føles det dejligt varmt for os danskere. Her i marts går solen ned cirka 17.45, så vi går hver aften de 200 meter ned til stranden for at se solen gå i seng for at køle sig i det halvkolde vand.
Første dag undres vi over nogle kugler på størrelse med tennisbolde, der ligger i sandet. Det viser sig at være havbolde, der dannes af fibre fra posedonia oceanica planten. Når havgræssets blade nedbrydes, ruller havstrømmene fibrene sammen og skyller dem op på kysten.

Selv om det er uden for sæsonen, er der pænt fyldt i restauranten, men betjeningen er effektiv.
Fra det meget varierede menukort vælger vi grillet laks og oksekotelet ledsaget af en kraftig Duka Merlot fra hjertet af Albanien.
Fra vinduesbordet bemærker vi, at der er livlig trafik på promenaden. Familier med småbørn, der for længst burde have fået læst godnathistorie, små hunde med deres ejer i snor og mange løse hunde uden ejer, der drysser rundt for at finde lidt godnatmad.
Maden, vi har bestilt, fylder godt på de store tallerkener, og smagen frister os til at komme igen senere på ugen.

Når vi nærmer os La Onda fra øst og nord græmmes vi over nabobygningen Lean Rent Home, der skæmmer vores hotel, der ikke har mulighed for at udvide på egen grund.
Hotelejer Endri er enig med os, men desværre er den grimme nabobygning ikke til salg, så den kan rives ned for at bygge nyt i samme kvalitet som La Onda.

La Onda har eget strandareal, der i badesæsonen tilbyder komfortable liggestole, hytter og parasoller.

Hotel La Onda lever i høj grad op til vores forventninger. Hotellet har ingen aftaler med danske rejsearrangører, men hvis man vil rejse på egen hånd, kan man bestille værelse på hotellets hjemmeside – https://laonda.al/  – og være sikker på at få fuld valuta for de LEK, det koster.