Fortidens forunderlige vidunder

Ħal Saflieni Hypogeum på Malta er et over 6000 år gammelt mysterium

Tekst: Bent Bernardi Sørensen
Fotos: Britta K Jensen og Ħal Saflieni Hypogeum/Heritage Malta

Hvis ikke Ħal Saflieni Hypogeum på Malta skulle være på UNESCOs verdensarvsliste, burde sådan en liste slet ikke eksistere!

Hypogeum betyder underjordisk på græsk. Det er et tempel eller gravkammer, og det er opkaldt efter bydelen Ħal Saflieni. som det ligger i. Det blev bygget – eller udboret – i neolitisk tid, der svarer til yngre stenalder – for cirka 6000 år siden.
Vi er heldige at have fået adgang til det enestående vidnesbyrd om, at her har boet mennesker endnu tidligere end pyramiderne i Giza i Egypten blev opført. Kun få får adgang til det underjordiske – for at beskytte det mod lys og udåndingsluft.

Ħal Saflieni Hypogeum ligger på Triq Ic Cimiterju Raħal Ġdid (Kirkegårdsgade i Paola)
I et helt almindeligt tætbebygget boligkvarter.

Det er interessant at sammenligne fortidens velbevarede bygningsværker på Malta med nutidens. Billedet til venstre er fra 2020, da den nutidige bygning trængte til renovering. Billedet til højre viser indgangen i 2025..

Hypogeum blev opdaget i 1902, da arbejdere, der skar cisterner (højtliggende vandbeholdere) til et nyt boligbyggeri, ved et uheld brød igennem dets tag. Arbejderne forsøgte først at skjule det forhistoriske fund, men til sidst blev det opdaget.

Fra indgangen kommer man ind i forlokale, der fungerer som garderobe og souvenirbutik. De 12 heldige med billetter venter på guiden, der udstyrer de besøgende med audio-guides på valgfrit sprog.

I det første rum får vi et kort overblik over opdagelsen af ​​stedet og dets bevaringsproblemer. Vi ser et lille udvalg af forhistoriske artefakter, der blev opdaget ved Hypogeum. Der er også en kopi af skulpturen ”den sovende kvinde”, som man må røre ved. Originalen er udstillet på det arkæologiske nationalmuseum i hovedstaden, Valletta.
Som introduktion til det underjordiske overværer vi et spændende multimedieshow og får indtryk af, at der venter os noget ganske særligt.
Guiden indskærper, at vi skal holde os på gangbroerne. Lysniveaet er meget begrænset.

Vi står på Hypogeums øverste niveau. De øvrige kaldes mellemste og nedre niveau. Det øverste niveau var oprindeligt åbent mod himlen, mens det mellemste og nederste niveau er helt under jordoverfladen.
Det øverste niveau var fuldstændigt overbygget af huse, før stedet blev opdaget i 1902. Nogle steder ser man spor af de huse, der stod her – blandt andet gulvfliserne lige til højre for glasskydedøren.
For 5000-6000 år siden var der fra toppen af ​​den bakke, hvor Hypogeum ligger, udsigt over området, der skråner ned mod den inderste del af Maltas Grand Harbour og en flad slette, der strækker sig over det sydøstlige Malta.
I hjørnet foran os står nogle store kampesten, der er de eneste rester af den megalitiske struktur, der engang stod omkring indgangen til stedet.

Formålet med Hypogeum var at opbevare de døde, men hurtigt hober spørgsmålene sig op:
Hvad var det for mennesker, der levede på den lille, afsides liggende ø midt på Middelhavet? Og hvordan klarede de at opføre de imponerende bygningsværker, der ligger på hovedøen Malta og naboøen Gozo?
Det øverste niveau er en cirkulær fordybning i jorden med små, menneskeskabte huler, der blev brugt til at begrave de døde omkring sig. Lig blev sandsynligvis efterladt til at nedbrydes i dette mere åbne rum, og de knogler, der var tilbage, blev begravet inde i hulerne på et senere tidspunkt.
Den oprindelige indgang ligger under de moderne trappetrin, som vi er gået ned ad. En stenstatuette og to udskårne stenhoveder blev opdaget nær dette punkt.

Vi er nu på vej ind på mellemniveauet. Til højre for os kan vi se en menneskeskabt hule med en bunke menneskeknogler på gulvet. Under udgravningen blev mange af de fundne knogler lagt her i en bunke. Det blev anslået, at resterne af ikke færre end 7.000 individer blev fundet begravet i Hypogeum.
Længere inde ser vi nogle meget lige og glatte vægge. For at skabe murene fulgte de forhistoriske indbyggere naturlige forkastninger i klippen.
Stenbuerne over hovedet blev bygget i begyndelsen af ​​det 20. århundrede for at understøtte gulvene i de moderne huse, der blev bygget over stedet.
Mellemniveauet er skåret ud af klippen, men nogle strukturer i Hypogeum blev bygget ved hjælp af stenblokke – blandt andet døråbningen til højre.
Endnu et ubesvaret spørgsmål: Hvordan blev så stort et rum skåret ud af limstensklippen – og med hvilke redskaber?

På højre side kan vi se et område, der blev efterladt ufærdigt. Det menes, at de forhistoriske øboere slet ikke havde noget metalværktøj. Hypogeum blev hugget ud med værktøj, der var lavet sten, flint eller gevirhorn. Her kan vi se en masse små cirkulære huller boret i klippen, muligvis ved hjælp af gevirhorn. Sten, der skulle skæres væk, blev først svækket ved at skære sådanne huller, og blev derefter brækket væk i bidder.

De små åbninger i væggene på begge sider fører til andre kamre. Det mærkelige ved dørene er, at de ikke er i gulvhøjde. Da stedet var i brug, var rummets sandsynligvis dækket af et dybt jordlag fyldt med menneskeskeletter. Rummets gulvniveau var derfor højere end nu, og døråbningerne var nemmere at nå.
Rummet kaldes populært Orakelkammeret på grund af nichen i den indvendige ende af venstre væg. Når en person med dyb stemme taler ind i det, forstærkes lyden.
Er det tilfældigt eller bevidst? Og hvordan sker det?

Da rummet var fyldt med rester af de døde, var akustikken formentlig anderledes.

Rummets mest bemærkelsesværdige kendetegn er vægmalerierne, der dækker loftet og er de bedst bevarede af alle Hypogeums malerier. De blev lavet ved hjælp af mineralpigmentet rød okker, og maleriernes naturalistiske mønstre, er måske billeder af planter eller træer.
Et andet sted ses flere vægmalerier med rød okker – en række sekskanter på væggen, med en spiral malet inde i hver sekskant.
Der er også andre dekorationer. De to søjler er dækket af et mønster, der er dannet af mange små huller. Det er meget typisk for de megalitiske bygningsværker over jorden. I mellemrummet mellem de to søjler er der også spor af malet dekoration.

I det første kammer til venstre blev den berømte statuette ”Den sovende kvinde” fundet i 1905. Kammeret er en grube, der er omgivet af en klippeafsats. Flere andre små statuetter lavet af sten og keramik blev fundet i Hypogeum.

Ingen ved, om de forestillede guddommeligheder, forfædre, ledere eller mytologiske figurer. Det er svært at se, om de er mandlige eller kvindelige figur. Men arkæologer kalder dem de smukkeste, der er fundet fra stenalderen.

 

Nu står vi foran Hypogeums mest berømte kammer, der populært kaldes Det Allerhelligste. Kammeret er én kolossal skulptur, der hugget ud af klippen. Det er genialt designet til at ligne en bygget struktur, der giver os en illusion om, at vi står inde i en megalitisk bygning ligesom templerne, der er bygget over jorden – hvis de altså ER templer.

Det er især interessant, fordi alle de megalitiske bygningers tage er kollapset. Her er et eksempel på, hvordan tagene kan have set ud.
På vej ned ad trappen ser vi nu til venstre Hypogeums nederste niveau. Det var det sidste af de tre niveauer, der blev skåret, sandsynligvis for 5.000-4.500 år siden. Det ligger mere end ti meter under gadeniveau.
Trinene stopper brat cirka to meter over gulvet, sandsynligvis fordi kammerets nederste del var en beholder til begravelse af de døde.
Under vores fødder er der flere sådanne kamre, der alle er forbundet med døråbninger, der er omkring to meter over gulvets niveau. Da hvert kammer var fyldt op med gravdepoter, var der en døråbning skåret i siden af ​​det gamle kammer og et nyt kammer, der er udhulet i klippen. Det ser ud til, at folk ikke blev begravet enkeltvis, men i massegrave. Det ser også ud til, at ligene blev begravet, efter at meget af deres kød var nedbrudt.
At udskære skulpturer for at efterligne arkitektur ses i mange forskellige perioder og kulturer. Skulpturerne i Hypogeum er imidlertid de ældste og mest sofistikerede eksempler, der kendes. De repræsenterer derfor en meget original og betydningsfuld udvikling i kunsthistorien og er dermed endnu en grund til, at Hypogeum er indskrevet på UNESCOs verdensarvsliste.

På vej tilbage op ad trappen ser vi, at der er udført omfattende bevaringsarbejde for at bevare Hypogeum til fremtidige generationer. Alle kloakker og vandledninger i de overliggende huse er udskiftet, for at beskytte grunden mod lækager.
Begrænsningen af antallet af besøgende hjælper med at kontrollere kuldioxidniveauet, og begrænsningen af lysniveauet hjælper med at kontrollere algevæksten på væggene. Gangbroerne til besøgende er også med til at beskytte stedet mod fysiske skader.
Miljøforholdene kontrolleres og overvåges nøje for at sikre, at variationer i ekstern temperatur og fugtighed ikke forstyrrer mikroklimaet på stedet.

Når man kigger gennem åbningen til højre, får man et glimt af et andet kammer, der kaldes hovedkammeret. Det er udskåret, så det ligner en bygget struktur med et antal små kamre, der fører ud fra hovedrummet. Statuer og andre rituelle genstande kan oprindeligt have været placeret i fremtrædende positioner på afsatserne, der er dannet af de forskellige åbninger.

Vi kan kun forestille os de lyde og lugte, som de forhistoriske besøgende ville have oplevet, når de traskede hen over resterne af deres forfædres kroppe. Når et nyt kammer blev udhugget, må hele Hypogeum have genlydt af ​​stenredskaber og måske samtaler eller sange på et sprog, som vi nok aldrig kommer til at høre eller kende.
Nogle af hovedkammerets lodrette linjer buer udad og skaber en fiskeøje-effekt, der giver indtryk af, at kammeret er endnu større, end det faktisk er. Kammeret er stort, og at det har overlevet intakt i 5.000 år, er en hyldest til de forhistoriske håndværkeres færdigheder.

Det skiftende lys giver en idé om, hvor forskelligt Hypogeum kan have set ud under forskellige lysforhold. Når en etage smelter ind i mørke, kommer et andet til syne, ligesom sceneriet i et teater. I den yngre stenalder ville noget naturligt lys have filtreret ned fra det øverste niveau, og det er muligt, at bærbare fakler blev brugt og placeret, hvor de var nødvendige. Det mærkelige hul, som vi ser til venstre på billedet herover, bryder igennem det smukke arkitektoniske arrangement og er sandsynligvis blevet skåret i en senere periode. Det kan stamme fra bronzealderen eller kan være endnu nyere. Det er genialt designet til at ligne en bygget struktur og giver os illusionen om, at vi står inde i en megalitisk bygning ligesom bygningsværkerne over jorden.

Til sidst står vi i bunden af ​​en klokkeformet cisterne. Sådanne cisterner er meget typiske på de maltesiske øer. Denne særlige cisterne blev skåret i 1902, da arbejderne pludselig brød igennem og opdagede Hypogeums mellemste niveau. I et stykke tid var den eneste vej ind til stedet at klatre ned gennem cisternerne. Et par år senere blev der dog gravet en skakt i nærheden og bygget en vindeltrappe for at skabe mere behagelig adgang til stedet.

Ad disse spiraltrin går vi tilbage til nutidens gadeniveau.
Og ude i dagslyset på gaden spekulerer vi over, om der mon findes andre skjule forhistoriske huler under de moderne, beboede huse i kvarteret.