De tapre ridderes vej

Hårdt pumpet reporter har prøvet kræfter med Col d’Aspin, som Tour de France-rytterne passerer i dag

Af Bent Bernardi Sørensen

COL D’ASPIN

– Gamle bessemor, du er faret vild!
Lidt uhøflige er mine tanker om den lille kone, der tramper forbi på sin skinnende cykel.
Det er først på formiddagen og endnu lidt køligt. Jeg står i Campan en lille søvnig by uden for Bagnères de-Bigorre – med en lånt sort Peugeot-landevejsracer.
Hautes Pyrénées, De høje Pyrenæer, hedder området, men her i landsbyen er der ganske fladt.
Sølle 19 kilometer er der til en af de berygtede toppe i Tour de France, Col d’Aspin. 1489 meter over havet.
Den gamle kone er sandsynligvis på vej efter baguettes til frokosten. Hun hører i hvert fald ikke hjemme på en Tour de France-landevej.
Jeg er blevet fortalt, at denne strækning kaldes Route des Preux, de tapre ridderes vej. Måske er en uskyldig jomfru i fare oppe på toppen?
Så jeg svinger mig i sadlen og ridder tappert mod syd på jernhesten. Den gamle er ikke at se. Hu-hej, hvor det går!

Vildt grænseland
Etapen blev første gang kørt i 1910 på smalle stier uden asfalt. De høje pyrenæer blev omtalt som “det vilde grænse­land”. Ofte var områdets brune bjørne de eneste tilskuere til cykelrytternes strabadser. Jeg ser ingen bjørne, men der går vilde heste overalt

Col d’Aspin er mere end ti gange så høj som Himmelbjerget, og for en bleg, utrænet midtjysk turist er det en hård opgave at cykle op ad den næstværste stigning på etapen til Val d’Aran/Pla-de-Beret. Det indrømmer jeg selvfølgelig kun over for mine rigtige venner.
Turistorganisationerne har som service opsat skilte med informationer til os tapre riddere. For hver kilometer oplyses vi om afstanden til Col d’Aspin og om stigningsprocenten på den næste kilometer. Det er rart at nærme sig et skilt, men alene teksten kan øge lysten til at stige af.
I gennemsnit stiger de første otte km 3,7 %, de sidste 4,4 km 7,4 %.

Kriser før og nu
Jeg har igen fået øje på den gamle bessemor. Hun er snart indhentet. Naturligt krumrygget maler hun af sted i et lavt gear. Hun kører i en grøn trøje som det professionelle Credit Acricole-holds, har rigtige cykelsko og en smart hjelm. I mine gamle gummisko og uden hovedbeklædning suser jeg forbi hende.

Jeg undlader et “Bon jour, madame.” Det er synd, hvis hun ikke har luft til at hilse tilbage.
I Sainte Marie de Campan, 13 km før mit mål, deler vejen sig. Det er her, rigtige cykelryttere svinger mod tinderne med Tourmalet som den højeste. Ni procents stigning over 16 km. Den strækning, hvor Bjarne Riis, ørnen fra min hjemby, en gang i begyndelsen af 1990’erne var i slem krise. Det var vist, inden han begyndte at lege med piller og sprøjter.
Det var dog ingenting mod de vanskeligheder en af fortidens stjerner, Eugène Christophe var i for 90 år siden. På løbets sjette etape, 326 km fra Bayonne til Luchon, knækkede hans ene forgaffel, netop da han havde passeret Tourmalet med fem minutters forspring.
Dengang var det forbudt at modtage teknisk hjælp, så Christophe tog cyklen på nakken og gik 14 km til Sainte Marie di Campan. Her fik han en stump jern hos en smed og lavede en ny forgaffel. Da han var færdig, var han fire timer bagud, og som om det ikke var nok, tildelte løbeslederen, Henri Desgange, den ukuelige cykelrytter ti minutters straf, fordi en smedelærling havde betjent blæsebælgen.

Stjernetræf under himlen
Jeg ser længe mod den snedæk­kede tinde Pic du Midi de Bigorre. Dér – i 2877 meter højde – knejser et TV-tårn og et astronomisk observatorium, der giver tinden et majestæ­tisk præg.
Observatoriet er åbent for publikum, når sneen ikke lukker passet. Hvis jeg var i stand til at cykle derop, ville jeg ikke bruge tid på at kigge stjerner. Naturen her med Garonne-floden og bjergmassiverne er mere end nok.
I 1967, da franskmænd havde sans for naturbeskyttelse, blev 45.700 hektar bjergland totalfredet som Parc National de Pyrénées, et paradis for vandrere og cyklister på alle niveauer.
Ingen hunde, ingen jagtvåben, ingen camping. Kun glæden ved at være et sted, hvor liljer, vilde heste – og seje ben fra Glyngøre – ikke trues af tobenede.

Senede stempler
Jeg har kun kørt få kilometer, men min hud bombarderes af varme både indefra og udefra. Stigningen er 7,4 procent. Hvis jeg holder frihjul et par sekunder, triller cyklen baglæns.
Sådan føler jeg det også, da fire tunge, ikke helt unge drenge småpludrende okser forbi. De er mindst 15 år ældre og ti kilo bredere end mig, men de har gode ben.
Og snart er de ude af syne. Vejen snor sig gennem grønne landska­ber, der skifter karakter efter hvert sving. Oven over er himlen blå. Og jeg begynder at tvivle på mine egne evner. Der er kun brug for de laveste af cyklens 21 gear.
Og selvtilliden får et gevaldigt knæk, da jeg uden at se direkte til venstre fornemmer, at en vis bessemor om få sekunder vil vise mig, hvordan hun ser ud bagfra. Hun holder samme tempo som nede på det flade. Hun sidder helt stille på cyklen.
Hu-hej, hvor det går!
Bagfra ser jeg de tynde, senede ben arbejde som stemp­ler. Fint, at hun ikke hilste. Jeg har ikke luft til at svare.
50 meter følger jeg med, og 50 meter mere orker jeg at træde, inden jeg står af.
Det er en god dag at cykle op til Col d’Aspin. Det mener masser af motionister, for som tiden går, bliver selskabet på bakken større og større.
De fleste klarer den uden at trække. Der er enkelte kvinder iblandt, men de fleste er temmelig voksne mænd.

Ridderen og koen
Ved skiltet, der viser 2 km til toppen, beslutter jeg at kæmpe til det sidste uden pauser. Man er vel en tapper ridder! To skønne, kvindelige ledsagere venter på toppen. De skulle nødigt se mig gå.
Med krum ryg og et alt for fast greb om styret går det sikkert, men meget langsomt op, op, op. Jeg slår blikket ned, hver gang jeg bliver overhalet og ser ordet Tourmalet, der opmuntrende er skrevet på stellet af min cykel.
Tempoet er så lavt, at jeg ikke behøver se fremad. Det er sikkert nok at holde øje med vejkanten i højre side. Sådan sidder jeg længe, indtil det føles, som om vejen er blevet fladere.

Den nu ikke længere så tapre ridder kigger op – og direkte ind i bagdelen på en ko, der svinger halen lige foran mit ansigt. Lidt uelegent undgår jeg kollision.
På Col d’Aspin regerer køerne. Urokkelige står de med deres store bjælder og tror, at de ejer vejen og parkerings­pladsen.
Det gør de vel også.
De fleste cyklende motionister vender havelågen på toppen og triller tilbage.
Jeg spørger til den gamle kone. Jo, hun kom flot i mål. Og fortsatte deruda’.
Der er vist langt mellem bagerne i Pyrenæerne!