Hva’ ska’ kongen ha’ til middag?

På jagt efter hemmeligheden bag det røde guld fra Europa

Tekst: Bent Bernardi Sørensen
Fotos: Britta K Jensen og Red Gold from Europe

Da jeg i en mørk kælder under den gamle fløj på Grenaa Østre Skole, for mange årtier siden, sammen med de andre drenge fra 2. b, sad i små, hvide underbukser på række i skolelægens venteværelse, blev jeg for første gange interesseret i, hvad kongen spiser til middag.
Vi var beordret til undersøgelse hos den brede lægefrøken med hvid kittel og gråt hår for at få undersøgt, om vore testikler var ankommet til deres bestemmelsessted i pungen.
Vi sad til pik-parade, som en af gutterne formulerede det.
Vi grinede fjoget, men sagde ikke noget.
Vi skulle til det der undervognstjek i alfabetisk orden, og Sørensen sad yderst på bænken. N.J. Christensen kom som den første ud fra eksaminationen og berettede, at damen havde nikket, da hendes fingre havde mærket, at begge sten havde fundet vej til deres endelige husly. Det var vist ikke helt præcist sådan, hun formulerede det, men mens han stod der foran rækken af klassekammerater tænkte jeg over, hvorfor vi også skulle have undertrøjerne af, når det nu var syd for navlen, vi skulle undersøges.
Stenene skal være faldet ned i pungen i en vis alder, havde jeg hørt i en baggård, hvor jeg omdelte aviser. Det var den slags steder, man lærte det nødvendige om livet og om kroppens udvikling.

Jeg var lidt nervøs for Rasmussen. Han var – og har altid været lidt over et år yngre end mig. Hvad nu hvis ..? Men så rejse han sig og sagde: Hør lige den her:
”Tingelingelater, to tomater,
tre kartofler og en bøf.
Det skal kongen ha’ til middag,
ellers si’r han øf, øf, øf.”

Allergi og tomater
Vores skoleklasse var i en ubrudt årrække blevet kåret som Danmarks bedste nogensinde, så vi gentog straks verset – indtil den hvide kittel åbnede døren og forlangte ro.
Men siden har jeg undret mig over, hvad kongen spiser til middag. Dengang var kongen Frederik IX, og da han i januar i år blev afløst af sin dattersøn, dukkede spørgsmålet og min undren op igen.
Som barn var jeg allergisk over for alt andet end lakrids og is – især tomater. De gjorde mig utilregnelig. Fint nok, for så havde jeg jo en undskyldning.

Senere viste det sig, at jeg også kunne tåle kage OG tomater. I en årrække dyrkede jeg dem faktisk selv – både kagerne og tomaterne – både i drivhus og på friland. Dog ikke kagerne.
Jeg fandt med tiden ud af, at i forhold til min arbejdsindsats som avler, var det billigere at købe tomater i Fakta. Måske var mit udbytte heller ikke stort nok. Tilfældigvis har jeg været på besøg på tomatplantager i Ungarn og Rumænien, hvor de røde grønsager dyrkes i rigelige mængder hestemøg.

Kongelig føde
Men er tomater en kongelig spise?
Jeg kom til at tænke over det, da jeg for et halvt års tid siden fik en invitation fra ”Red Gold from Europe” til et arrangement i Kongens By, Køwenhavn.
Måske ville italienerne komme til Amalienborg med et læs tomater?
Der blev lovet en lille middag i forbindelsen med præsentationen, der skulle foregå på et af hovedstadens fineste hoteller, så jeg takkede straks og oplyste, at jeg gerne ville køre 600 kilometer for at se, hvad kongen får til middag.
Nøj, hvor var der fint!
En venlig italiensk dame ringede ofte og mindede om arrangementet, som om hun troede, at jeg ville gå glip af en præsentation om dåsetomater. Men jeg indrømmer, at det er begrænset, hvor megen tid jeg har brugt på at finde ud af, hvad Rødt Guld fra Europa står for.
Som regel køber jeg Brugsens emballerede tomater i 400 milliliters brikkartoner. De findes i mange varianten, og jeg har aldrig været utilfreds. Bortset fra de tomater, jeg ikke selv gider at dyrke, kan jeg ikke forestille mig, at nogle tomater overgår Brugsens i smag og kvalitet, men med åbent sind drog jeg en torsdag formiddag til hovedstaden for at smage Europas røde guld.

Velkomsten på Hotel Villa Copenhagen var formidabel.
Et glas Prosecco blev tilbudt allerede, inden jeg fik overtøjet anbragt i garderoben. Det kan jeg godt li’!
Villa Copenhagen er Post- og Telegrafvæsenets tidligere hovedpostkontor. Hotellet ejes af den norske multimilliardær Petter Stordalen, som jeg hilste på i den 25 meter lange pool på taget ved et indvielsesarrangement i 2020 – i starten af corona-tiden. Han virkede rar – og rig!
Servitricerne var flittige med Proseccoen. Det ka’ jeg godt li’! Canapeerne skulle man selv hente på buffeten.
Jeg forsøgte ihærdigt at finde ud af, om nogen i selskabet vidste mere om tomater end jeg selv. Små krav at stille, men jeg fandt ingen.

Middagen i hotellets Brasserie Kontrast blev indledt med en kort præsentation af Europas røde guld. Den flinke italienske dame undskyldte, hvis emnet var kedeligt. Nej, absolut ikke, men hun afslørede ingen hemmeligheder.
Forretten på buffeten overraskede ved ikke at være tomat-italiensk, men pæredansk. Røget laks fra Nyborg, syltet butternut squash, sprød grønkål og ristet græskarmayo.
Til hovedretten var der dog tomatsovs i sovseskålen. Jeg tog rigelig sovs til kalve-ribeyen, der var ledsaget af jordskokker, ristede rødløg og frisk endivie. Det smagte så godt, så jeg bad buffet-tjeneren om mere af den italienske tomatsovs. Han svarede, at det var brasseriets traditionelle Madeirasovs, som i dagens anledning var suppleret med økologiske italienske dåsetomater.
Desserten var grillede blommer, der til forveksling lignede tomater, der var dyppet i cremet karamel, hasselnøddemarengs og frisk estragon.
De tre retter blev fulgt på vej til fordøjelse af hvid og rød italiensk vin – dog uden etiket, for de fyldte glas stod på buffeten.
Måltidet gjorde mig ikke klogere på mysteriet om tomaterne, men nu vidste jeg i det mindste, hvad kongen får til middag. Og dog! For der var jo hverken bøf eller kartofler.

Man skal aldrig give op, så jeg har søgt videre efter forklaringen på det røde guld.
Det viser sig at være et treårigt projekt, der retter sig mod Danmark, Tyskland, Holland og Sverige – finansieret af Den Europæiske Union
Hovedmålet er at øge kendskabet og anerkendelsen af Den Europæiske Unions kvalitetsordning for økologisk produktion og EU’s økologiske logo samt at kommunikere kvaliteten, fødevaresikkerheden, bæredygtigheden, smagen og alsidigheden af europæiske økologiske konserverede tomater.
Rød Guld Økologiske konserverede tomater opfylder de strenge EU-regler for etiske og bæredygtige tomater gennem hele forsyningskæden, og de har opnået EU’s økologiske logo som bevis på deres forpligtelse til bæredygtighed og forbrugertillid.
Nu tror jeg, at jeg har læst alt om økologiske tomater fra Italien. Jeg har fundet ud af, at 90 producenter er medlem af den EU-støttede tomatproducentkæde.

I aftes skulle den store prøve stå.
Jeg kreerede et måltid bestående af græsk feta indbagt i oksefars fra Himmerland krydret med piper nigrum fra der, hvor peberet gror, bagt kartoffel af ukendt oprindelse, hjemmelavet ramsløgssmør med ramsløg fra baghaven og smør fra Arla plus en sovs af italienske cherrydåsetomater.
Som ventet smagte det fremragende.
Jeg har lige stillet de to sidste dåser gave-tomater ud i spisekammeret og tjekkede lige stakken af lilla brik-tomater fra COOP. De stammer sandelig fra La Doria, der står som nummer 58 på listen over Rødt Guld-producenter.
Italienerne får næppe nogen større importør end COOP, så hvorfor alt det markedsføringshalløj?
To tomater, tre kartofler og en bøf.
Hvor svært ka det være?
Et kongeligt måltid!
Tak for mad!