Buffet med gode overraskelser

Hotel Canifor i Malta har fortjent sine fire stjerner

Tekst: Bent Bernardi Sørensen
Fotos: Britta K Jensen

Vi har boet på Hotel Canifor i Saint Paul’s Bay, Malta, i fem dage, og hver aften har vi valgt at spise på områdets restauranter. Onsdag vælger vi hotellets buffet i hovedrestauranten. Ved døren modtages vi af inspektøren, Mario, der véd, at vi har bestil plads. Ved bordet, som vi selv vælger, betjenes vi af Raymond, der ligesom Mario virker meget rutineret i faget. Begge har passeret 70 år, men arbejder på fuld tid.

Raymond orienterer os om den omfangsrige buffet og er lynhurtig til at bringe den flaske Piccini 2023, vi har valgt fra vinkortet.

Buffetens udvalg er større end appetitten, men vi vælger at tage kampen op. Alt skal smages og forhåbentligt nydes.
Vi springer dog et par omgange antipasti over og går straks til en delikat, cremet kartoffelsuppe, der måske mætter alt for meget. Næste ret er penne med tomatsovs med bacon – alternativt med champignonsovs. Begge dele kan drysses med revet ost, der minder om parmesan, men er hvidere og meget mere pikant.

Vi kan vælge mellem tre hovedretter – eller dem alle tre. Kokken står bag buffeten og skærer skiver af hjemmelavet skinke, der både er saltet og røget. Mulighed to er mørt kyllingekød i karry, og endelig er der svinekoteletter med cornichoner, rosmarin og sennep.

Til en ordentlig buffet hører en fiskeret. Her er det tun ledsaget af gratineret blomkål.

Maverne har virkelig brug for en pause, mens vi erkender, at vi magter at spise salater og skiveskåret pålæg, men en osteanretning frister for meget.

Det samme gør et kagebord med seks skærekager, som vi heller ikke kan kæmpe os igennem. Men kagen med æblestykker med noget grønt sukkerstads og chokoladelagkagen glemmer vi sent.

Sidste kage er varm gulerodskage med lun vaniljecreme.
Efter et par timer sidder vi alene tilbage i restauranten – bortset fra personalet.

Raymond kommer endnu engang til vores bord og spørger, om vi er mætte
– Ja, mon ikke, og vi bliver jo snart sparket ud.
– Nej, nej, I er velkomne til at blive og hjælpe med at gøre klar til morgenmaden. Og på vej væk fra bordet drejer han hovedet og siger:
– Der er også tre slags is til dessert.

Et overraskende og uimodståeligt tilbud!
Som de sidste forlader vi restauranten og bemærker, at højttalerne diskret spiller Time to say Goodbye.
Vi synger ikke med, men takker Mario, Raymond og deres kolleger for en god aften.
Den største overraskelse kommer, da vi dagen efter i receptionen spørger om buffetprisen.
– 12 euro, svarer den rare dame.
Det svarer til 90 kroner!
Vi bestiller omgående bord til endnu en aftenbuffet, der, som forventet, er lige så lækker som første dag, men med et helt andet indhold.